historien

Henrik og Birgitte er et ægtepar først i fyrrene. De har opnået alt det de drømte om, da de for mange år siden sad ved det lille køkkenbord i deres toværelses lejlighed i Århus og planlagde deres fælles fremtid. De har et arkitekttegnet drømmehus, designermøbler, to dyre biler, karrierejobs, smukke venner – kort sagt: alt.

I kobberbryllupsgave får de en elektronisk dagbog af deres gode venner. De aftaler at skrive i den hver dag. Birgitte kaster sig straks ud i skriveriet, der bliver en kærkommen mulighed for at få luft for en række refleksioner og frustrationer over en materialistisk tilværelse midt i Silkeborgs overklasse. Henrik derimod finder i starten skriveriet latterligt – men en aftale er en aftale.

Vi følger Birgittes opgør med sine livsværdier og hendes søgen efter en anden og dybere mening med livet. Og vi følger Henriks kompromisløse satsning på karrieren hvor den helt store stilling er inden for rækkevidde.

Bogen er skrevet til de tusindvis af nuværende og kommende parcellister, der tilsyneladende måler deres livsværdi i antallet af fladskærme, størrelsen på bilen i indkørslen, mængden af designertøj, korrekt BMI m.m. Har de alt? Eller har de intet?

Samtidig skildrer bogen et ægteskab, der er kommet til det punkt, hvor børnene efterhånden er blevet store og tiden igen kommer til forældrene. Det giver tid til eftertanke: Prioriterede vi rigtigt? Kunne vi have gjort det anderledes? Var dét meningen med at have børn? Og hvad så nu: Har vi stadig brug for hinanden? Eller døde kærligheden for mange år siden i bleer, tøjvask, overarbejde, madlavning, rengøring og havearbejde?